Den dag jeg mødte mig selv i mig selv

Jeg har spurgt mig selv igen og igen, hvornår grænsen var nået. Om grænsen fandtes eller om det var, jeg skulle opfinde. Om det ville være sådan noget med, at man en dag ville sige til sig selv, at nu måtte man heller trække en grænse? Men jeg er ikke i tvivl længere. Jeg har mødt grænsen. Det var som et bump i mit indre og den totale følelse af ubehag bagefter. En skærende smerte over at have krydset noget, der definerer mig – mine grænser. Og det var ikke fremmed. Det var jo min grænse. En følelse af at kunne stå med benene på hver side – i mig selv og udenfor. Jeg kunne mærke at kontakten med mig selv var svagere udenfor end indenfor, og at jeg havde lyst til at hoppe ud af mig selv, som jeg har gjort så mange gange før. Fornægtet mig selv. Løjet for mig selv. Sagt til mig, at det nok skulle blive bedre. Købt mig selv en trøstepræmie, spist et ekstra stykke kage eller gjort anden “det er synd for mig”-adfærd, som i virkeligheden bare gjorde det endnu mere synd for mig. Jeg har gået på kompromis. Okay, det er en del af den menneskelige livsstil at skulle det, men ikke i en sådan grad, at man bliver i tvivl om, hvem man er. At man bliver syg af kompromiset – så hellere lade være.

Jeg består af mine grænser. Mine grænser afgrænser mine egenskaber, og derfor kan jeg sige, hvad jeg er god til. Og hvad jeg ikke er så god til. Og jeg har faktisk, netop i min afgrænsning, lov til at fralægge mig ansvaret for noget, der ikke er mit, tilhører mig, jeg ikke har evner til, jeg ikke har mulighed for eller som i virkeligheden er helt udenfor mig selv. Jeg har ret til at sige nej tak. At sige stop. At vælge mig selv til, fordi andres sygdom igen og igen har skadet mig og knust mit hjerte.

Nogen meget tæt på mig bad mig om at komme over det. At lære at leve med det. At blive kold og lære at se igennem fingrene med det. Og jeg troede, at det var det, jeg skulle. At jeg skulle lære at glemme, give slip og lade gå forbi. Men hvad nu hvis det faktisk er den største skade, jeg overhovedet kan gøre på mig selv? Er det virkelig sådan, at jeg skal finde mig i alting og bare lade det ramme mig igen og igen. Hvis jeg nu bare ikke bryder mig om at være hård. Hvis min kærlighed til netop det menneske, der skader mig, bliver ved med at holde mig åben. Og hvis netop det at skulle være kold tvinger mig ud i følelsesløshed og ligegyldighed.
- Jeg kan virkelig se det nu. Det er ikke mig, der skal lære at leve med. Det er ikke i min natur at blive passiv og ligegyldig. Jeg er en passioneret og lidenskabelig person, og sådan er mit liv også. Jeg vil hellere elske personen og så bare ikke have noget med hende at gøre, end jeg vil lade mig rådne op af passivitet og apati. Jeg vil heller elske og savne på afstand, end jeg vil opleve ligegyldighedens beskyttelse i livet med vedkommende. Det er det hårdeste faktum, jeg nogensinde kommer til at se i øjnene, og det kommer til at knuse mit hjerte igen og igen.

Så nu har jeg mødt en ny del af mig selv. Og det gør så ondt at skulle indse, hvad man består af. Hvilke grænser ens dna og psyke sætter for en. Men som jeg skrev sidst, så møder man selv sig i sig selv. Og det at være selv tro, efter 20 års ambivalent forhold til sig selv, er bedre end at fortsætte.

Du har borderline, min kære! Og det gør så ondt at se, hvad du gør mod dig selv og hvad du gør mod andre. Men smerten over, hvad du gør mod mig igen og igen, den holder jeg ikke ud. Ikke længere. Jeg er så ked af det, men jeg ved, at hvis du forstod, hvad du gør ved mig, så ville du gøre det samme. Sige stop.

Hun er på indersiden

Det her er første indlæg i meget lang tid. Jeg har villet det så gerne, men ikke kunnet få huld på mine mange tanker. Og jeg har været et andet sted rent mentalt. Men hver dag har jeg tænkt på det, kvindehjertet – mit hjertebarn. Havde overvejet andre veje, men jeg ved, at jeg har tabt mit hjerte til kvindehjertet.

Meget er der sket siden sidste indlæg, og særligt siden sidste periode af faste indlæg – gad vide om der stadig er nogen, der læser med?

Jeg er blevet gift. Jeg er blevet klogere. Jeg har mistet. Jeg har vundet. Jeg er vokset og er blevet mere voksen. Jeg har startet på mit livs rejse, mit livs eventyr og mit livs kamp. Jeg er stadig mig.

Jagten
Jeg har de seneste på år været på jagt. På en jagt efter kvinden. Kvindeligheden. Den kvinde jeg er, og den kvindelighed som er fælles for alle kvinder. Og den jagt er jeg stadig på. Jeg har fundet dele af det fælles kvindelige, og fundet dele af mig selv.

Men der er også noget, der er gået op for mig den seneste tid. Og det er, at kvinden er indeni mig. Min kvinde. Ligesom at dit svar på din kvinde er indeni dig. Og man kan lede nok så mange steder, på internettets mange sider med bud på kvinden. I modebladene og ugebladene. I pornoen. I reklamerne. I kogebøgerne. I rejser og oplevelser. I andre kulturer. I andre kvinders liv. Ja, man kan sågar lede efter den mand, man tror kan give en svaret. Men svaret er, at hvis eftersøgningen hele tiden foregår uden for dig selv, så finder du aldrig min kvinde. Hun er inde i dig selv.

Hun findes blandt turbulente og ambivalente følelser. Hun findes mellem drømme og håb. Hun findes mellem sorg og angst. Mellem kærlighed og forelskelse. Hun findes mellem kampe og vrede. Hun findes i gråden. Hun findes i sindets ukendte sider. Og hun venter på at blive fundet. Hun venter på at blive kendt og valgt fuldt og helt af netop den, der kan det – hende selv. Hun er svaret på sig selv. Hun er svaret på sin egen identitetstvivl. Hun svaret på hvorfor hun ikke er som de andre. Hun har svaret på sig selv. Og jo mere hun lever udenfor sig selv, jo mindre tilgængelig er hun for sig selv. Hun er smuk, men vurderer sig udelukkende på sit udseende.

Mit kvindehjerte har længtes efter at finde sig selv blandt alle de andre. At lade sig definere mere af andre, end det rod hun selv vidste, at hun indeholdt. Men der finder vi aldrig nogensinde svaret, udenfor os selv.

Balancen
Balancen er essentiel. Det skal nemlig ikke forsås sådan, at kvinden skal isolerer sig for at finde sig selv. For er der noget kvinden er, så er det social og relationel. Og det er også en del af det at være kvinde. Men for at kunne lære sig selv at kende gennem det sociale, kræver det en balance. Manden kan godt fortælle kvinden noget om hvem hun er, og er det opbyggeligt så kunne hun faktisk godt være bedre til at tage imod de ting, han siger. Ligeledes med veninder. Men det handler om sortering – om at holde tingene op i mod hinanden. At kunne filtrere det gode fra det mindre gode. Så at det rigtig kommer ind, og at resten bliver ude. Det er ofte noget mænd er bedre til end kvinder, og netop det kan vi lære fra dem.

At være den man skulle være
Vi har alle dele, der ikke er blevet som de skulle være. Fordi der var noget forkert, der fik kilet sig ind i vores selvbilleder og som har defineret os i sådan en grad, at der er områder der er sværere at komme til end andre. Områder, hvor vi har mistet os selv, og derfor mangler vi den del. Men den er vores, det er vores ret at kræve den tilbage – hvem end eller hvad end, der har taget den fra os. De dele, der mangler er værdifulde og er med til at give os større kendskab og dermed tiltro til os selv. Men det kan være en svær kamp, men som er værd at kæmpe, selvom den er dyr mens den udkæmpes.

At kæmpe er ikke at give slip på alt, hvad man ejer. At blive noget andet end man er. At bryde med sin partner, at gå fra sin familie. At kæmpe er, som Kirkegaard siger: at vælge sig selv. Først når man vælger sig selv, da bliver man virkelig sig selv – og deri kommer friheden. Jeg ved, at jeg har brugt det før, men det er bare så fundamentalt, det her, netop i en tid, der dikterer det modsatte og som sætter tvivl i vores hjerter. Frihed er ikke grænseløshed, men at søge, at finde og vælge sig selv. Søg, så skal du finde.

Jeg ved ikke hvem du er, jeg ved heller ikke altid, hvem jeg selv er. Men jeg ved, at vi er derinde et sted.

Blondine eller brunette?

Bloggen har stået stille lidt, der er nemlig sket så meget omkring mig. Blandt andet skal jeg giftes til oktober.

Men det er slet ikke det, det skal handle om nu.

Jeg står midt i en mindre identitetskrise. Det betyder langt mere end det ser ud til. Og jeg ville ønske, at der var et nemt svar, men det er der bare ikke.

Min hårfarve.

Som barn var jeg lyshåret – det var først kridhvidt og med tiden blev det mere og mere gult og ja, nu er det vel hvad man vil kalde levepostej med lidt rødlig pigment i. Og desværre er jeg bare ikke en af dem, hvor min naturlige hårfarve rigtig passer til min hudtone – har forsøgt mig flere gange. Men jeg ser bare så trist og farveløs ud.

Derfor har jeg altid – så lang tid jeg kan huske, haft lyse striber i. Dog med lidt afstikkere til brunt og rødt.

Men siden oktober har jeg været brunette. Det er den længste periode, jeg har haft det og ja, jeg må indrømme, at det faktisk klæder mig rigtig godt. Den er den anden skala af min hårfarve, og det giver mit ansigt noget, som det lyse ikke kan. Som min frisør sagde, “det lyse kræver mere makeup, det mørke giver mere kant”. Og det er rigtigt!

Problemet er bare, at det er sommer og at jeg snart skal giftes. Og nu savner jeg det lyse, og alligevel kan jeg godt se, at det mørke på nogen måder er federe – det er bare ikke mig. Jeg føler mig ikke som en af de brunetter, der farver håret helt ensfarvet. Jeg er vant til at lyse striber i mine vilde krøller.

Så min egen opfattelse af mig selv er altså på mange måder stadig som en blondine. Jeg ser mig selv som værende i samme kasse som Marilyn Monroe, ikke Penelopé Cruz. Jeg ser mig selv som værende modsat min kæreste, der har mørkebrunt hår og som værende kontrast til min brunette veninder.

Og det går også den anden vej. Langt langt de fleste af mine veninder har sagt, at de bedste kunne lide det lyse, men når jeg spørger er det mest fordi, det er sådan de kender mig fra tidligere. Men er det grund nok?

Jeg synes virkelig, at det er svært. Brugte virkelig lang tid ved frisøren i onsdag, og endte med en masse brune striber. Men nu har jeg selvfølgelig fortrudt og booket en tid til at få dem ud igen.

Jeg ved vitterligt ikke lige nu, i skrivende stund om jeg er det ene eller det andet. Jeg er heldigvis glad for selve mit hår og jeg synes godt, at jeg kan bære begge dele. Det paradoksale er, at jeg føler mig mest og bedst tilpas som blondine, men synes, at den brune klæder mig bedst. Problemer med det brune er, at det skal farves hele tiden og at det kræve ret meget. Det lyser vokser bare ud og bliver opfrisket et par gange om året. Så der er også en seriøst forskel…

WHAT TO DO?

 

Alderforskel

Måske er det sådan, at man finder det, man selv er. Måske er det netop fordi min kæreste er noget ældre end jeg, at jeg netop har lyst til dette emne. Eller måske er det fordi en del af mine veninder faktisk dater mænd, der er en del ældre end dem selv. Og måske er det fordi min grundlæggende holdning er, at man en mand både skal være højere og ældre end mig, at jeg er endt her.

 

Men lige meget hvad, så er det interessant.

 

Emnet har helt sikkert været oppe mange gange før andre steder, mindes i hvert fald, at jeg er faldet over diverse artikler i kvindemagasiner med fokus på netop dette emne. Samtidig har jeg også selv tidligere berørt det i forbindelse med ”hvad vil kvinder have” med udgangspunkt i evolutionsteorien, om end jeg ikke enig i netop dette udgangspunkt for livet.

 

Men tilbage til pointen…

 

Gamle mænd og nye kvinder…

 

Hvad er det, der er med ældre mænd? Og hvorfor tenderer vi til at blive tiltrukket af dem?

 

Jeg kan jo egentligt kun svare for mit eget vedkommende, og det er, at det er rart med en, hvor der er noget at se op til. Jeg har på mange måder en idé om, hvad jeg vil med mit liv, men ofte er det bare rart at være sammen med en, der er lidt længere end en selv. Modenhed, erfaring, visdom er dele af det, der gør aldersforskellen tiltalende. Der er på mange måder noget trygt i, at manden ikke er helt grøn på alle områder af hans liv, som jeg på visse områder er. Det er rart, at han er ovre det værste og har en mere retrospektiv indstilling til sit liv, uden at vi snakker om, at allerede er gået, for det er det ikke, men de 6 år der er i mellem os er alligevel en tid, der gør en ret stor forskel udviklingsmæssigt.

 

Mange af mine veninder ville helt sikkert give mig ret i alle disse ting, og helt sikkert også fremhæve ting som at manden er færdiguddannet, at han har lagt de værste drengerøvsting fra sig (gør de nogensinde det?) og andet som også værende fordele. Og det er det helt sikkert.

 

Og for mændene er der da helt sikkert også en motivation for at finde sig en yngre model, der ikke er styret af sit biologiske æggeur endnu, men som faktisk kan slappe af og nyde livet mange år frem uden at skulle bekymre sig om det. Samtidig så er yngre modeller sikkert at foretrække, tingene skulle eftersigende sidde bedre. Og samtidig er der sikkert et eller andet ”ur-gen”, der gerne vil have noget, der minder om en jomfru – og jo yngre, jo færre må man gå ud fra, at man har været sammen med. Selvfølgelig er alt det her ikke noget generelt tæller, men det er sikkert noget af det, der fanger, når tiltrækningen sker.

 

Men der er ikke kun fordele ved aldersforskellen – slet ikke. Det glemmer man bare nemt, når man lyserødt fortæller om den modne mand, der allerede har fået slebet kanterne af i tidligere forhold. Jo ældre end mand er, jo større chance er der også for at hans bagage er blevet en vis størrelse. Forliste parforhold, skilsmisser og børn er pludseligt en meget større del af, man skal forholde sig til. Og det at være nummer et eller andet i rækken er ikke altid tiltalende, omend det netop er denne erfaring, man nyder godt af.

 

Og så er der noget helt andet – og det ville være løgn, hvis jeg ikke mente, at det et problem. Det at man ind i mellem er forskellige steder i sit liv. Alder gør bare en forskel for udviklingen, og selvom den ene er moden og den anden barnlig, så gør antallet af oplevelser altså stadig noget ved en. At ens kæreste er ældre end, betyder at der er ting, man ellers aldrig ville overveje endnu, der pludseligt skal overvejes. Og på samme måde er man et sted, hvor han måske ikke er længere. Måske bliver han holdt ung længere, måske bliver du hurtigere voksen – det er kompromis, men det kan ikke undlade at ændre på noget i processen.

 

Jeg tror, at der både er fordele og ulemper ved aldersforskel, og jo større forskel jo større en udfordring tror jeg, at det kan være. Men derfor er der bare stadig noget tiltalende ved det. Der er bare noget tiltalende ved ældre mænd – eksempelvis George Clooney, der bare er blevet mere mand med alderen og det samme kunne man sige om mange andre mænd. På mange måder er det uretfærdigt, at det åbenbart er sådan. En kvinde på 50 år er på vej ind i sit livs efterår (fertilitetsmæssigt), mens manden starter sin lange varme sensommer. Derfor er aldersforskellen netop en bonus, for jeg vil altid være bedre version af mig selv, end hvis jeg var på alder med min kæreste…

Pænhedens overflade og skønhedens ærlighed

Der sker mange ting i mit liv lige nu – både privat og professionelt. Og det er altid noget, der sætter mange tanker i gang. Når der sker meget, kan man virkelig mærke, at man lever, og man kan virkelig mærke, hvem man er. Det er som om at ting, der egentligt betyder noget for en på overfladen bliver mindre, og de noget vigtigere ting for alvor træder frem.

Jeg har tidligere skrevet om at kæmpe for det man har kært, og jeg må indrømme, at jeg stadig ikke er helt med dus med tanken. Det er alt sammen så råt, reelt og lige ud af posen – men måske er det faktisk, sådan livet i virkeligheden er? Måske er alt det, vi tror er livet, bare ren overflade, og kun af og til får vi virkelig dybden at mærke. Vi lever som om, at vi skal være her altid, men faktum er, at livet kun er til låns – og at det i øvrigt er meget skrøbeligt. Den skråsikkerhed vi kan have som mennesker kan i et nu blive taget fra os og efterlade os i kaos. Og der forsvinder den der pæne facade, vi bruger år på at bygge op.

Det hele er ellers så pænt. Vi prøver virkelig. Smukke boliger med alt det nyeste fra HAY, smukke liljer i vaser, der skiftes hver uge, så ingen opdager at de faktisk er afskårne og dør lige så hurtigt, som de blomstrer. Vi følger moden – slavisk og gør lige som alle de andre. Jeans fra ACNE, undertøj fra Calvin Klein og smykker fra Line & Jo. Vi spiser Raw Food og sushi og ingen tør efterhånden stå ved, at de bare gerne vil have et stykke fed chokoladekage, som mor lavede den. I hvert fald ikke uden at kalde den for brownie og putte den i små kop-forme – og som minimum er melet og mælken økologisk.

Men stikker det dybere end det? Er det ikke bare en overflade, som vi forsøger at gemme os bag? Hvad sker der bag de nedrullede gardiner fra Ikea, hvilke kampe bliver taget i samtalekøkkenet, hvor de små kopkager tilberedes? Er der virkelig ikke mere end den pæne pæne overflade?

Det er der i hvert fald i mit liv, men det glemmer jeg af og til. Jeg har så utrolig travlt med at gøre alting rigtigt, at kompensere for mine mangler ved at købe mig til overskud.

Men helt ærligt, hvad er det, vi har så travlt med? Mit bud på spørgsmålet er, at vi har travlt med at blive pæne. Vi har et grundlæggende ønske om, at denne pænhed skal kendetegne os. At vi skal have alt det pæne, bo pænt, rejse pæne steder hen og bruge den rigtige pæne pung til at betale alle disse pæne herligheder med. Men hvad blev der af mennesket i alt dette? Hvad blev der af kvinden i alt dette? Hvad blev der af dig og mig i alt dette? I vores jagt på pænheden.

Og det værste er næsten, at pænhed er blevet en del af det, vi tror, der er autentisk. Men jeg tror bare ikke, at det er muligt at være autentisk pæn.

Jo måske – der er for resten et par stykker af mine bekendte, hvor det ser ud som, at livet har givet dem mulighed for bare altid at være pæne. De er pæne af natur, og det er naturligt for dem at beholde denne pænhed i alt, hvad de gør. Problemet er bare, at det er så pokkers svært at komme ind på dem. Jeg ved slet ikke, hvem de er bag denne pænhed. Det er også hyggeligt nok, men i længden magter jeg det ikke – de bliver aldrig de nærmeste. For jeg vil altid føle, at der er så pokkers meget i mit liv, jeg ikke har styr på. Og så er det, at jeg starter med alle undskyldninger for, hvorfor mit liv ikke er så pænt lige nu. Undskylder min mangel på kontrol over ting, jeg i virkeligheden aldrig får styr på. Men deres pænhed giver mig dårlig samvittighed og stikker til drømmen om det pæne liv. Det er ser jo bare så godt ud. Om de i virkeligheden er pæne mennesker, eller bare har en uigennemtrængelig facade, det finder jeg nok aldrig ud af.

Og hvor har en del af mig bare lyst til at smide pænheden ud med badevandet og tilføre noget nyt i stedet. Den pæne udglattende overflade – jeg bliver kvalt i den. Jeg får alle de ting galt i halsen, som der følger med at være en “pæn pige”.

For der er bare store dele af livet, der ikke kan og vil puttes i en pæn boks. Der er blod, bræk og render under øjnene som ikke bare kan fejes ind under gulvtæppet igen og igen. Det er jo en del af det at være til. Og sørme om det ikke også vil have opmærksomhed. Det kræver sin plads og det kræver at blive integreret i det samlede billede af mig, og hvis ikke det bliver det, så opstår angsten. For hvad nu hvis nogen opdager, at jeg slet ikke er så pæn som jeg har givet mig ud for at være? Vil de så smide mig ud af pænheds-klubben, fordi uregerlighederne i mit liv også minder dem om deres egne svagheder?

Men hvad er alternativet til pænhed? For pænheden må vel komme et sted fra – være muteret behov for et eller andet. Skønhed måske?

Skønhed er desværre et meget brugt ord, og bladene forsøger ihærdigt at få mig til at købe pænhedsprodukter forklædt som “skønhedsprodukter”.

Men skønhed er i mine øjne noget andet. Man siger, at ægte skønhed kommer indefra. Måske der faktisk er noget rigtigt i det. Skønheden er måske i virkeligheden det, der ligger bag facaden, og derfor ser vi sjældent hinandens skønheder.

Fuck ord som “skønhedsidealer” – jo, måske er det faktisk idealer for netop dette område, men så snart man forsøger at gøre det til noget andet, end det er – forsvinder skønheden så ikke netop da? Skønhed er det vi er, dem vi er. De rigtige, ægte, autentiske, ærlige, rådne og lodne mennesker, som vi er bag pænhedens pæne ansigt og falske smil. Skønheden er den, der bare så utrolig gerne vil ud og have luft.

Og der er meget skønhed omkring os – for alle repræsenterer en del af denne charmerende, men ærlige sandhed om mennesket. Med vores fejl og mangler falder vi igen og igen igennem pænhedens idealer, men skønheden, den er der ingen, der kan tage fra os. Dog kan vi miste kontakten til den, og måske faktisk aldrig finde ud af, at det var inde i os selv, at lykken og freden var frem for i den uendelige stræben efter idealer.

Det er trist, at der er så få af os mennesker, der vil kendes ved den nøgne sandhed. Både i vores eget og i hinandens liv. Og i vores individuelle relationer. Pænheden dræber med sit stilrene og disinficerende væsen alt det, der er ægte og reelt mellem os mennesker. Kærligheden bliver klemt af idealer, ting bliver fortiet og både venner, veninder og kærester skilles, fordi de ikke længere kan kende hinanden. For når vi mødes og når vi forelsker os, der åbner vi os tit for en tid. Og fortæller lidt mere om, hvad der er inde bag det pæne ydre. Og netop fordi vi er forelskede kan vi holde til det. Men med tiden forsvinder forelskelsen, åbenheden og kontakten med hinanden, og i stedet erstattes den af idealer for kernefamilien, det perfekte par, og individuelle pænhedsfacader tager magten fra os.

Jeg tror ikke på, at mennesker kan finde ud af at leve sammen og blive sammen, hvis de ikke har mere tilfælles en den tomme facade, de bygger på. Der er nødt til at skulle være til.

Og det er så pokkers farligt, det gør så pokkers ondt at være åben. Netop fordi man blive spejlet – fordi den anden viser en noget af det, man faktisk er. Fordi at man på godt og ondt ser hinandens indre skønhed, men også mindre fede ting. Og fordi man opdager, at man hverken selv eller den anden er perfekte, og da slet slet ikke pæn. Pænhed er væk, og der findes ikke noget her i verden mere angstprovokerende end netop dette. At opdage at man kun er et menneske og faktisk lære at leve med dette er nok den største udfordring for os.

Det kom vidt omkring, dette indlæg. Men jeg tror, at der er noget sandhed i det, selvom det ikke er en særlig pæn sandhed.

Endnu engang har jeg åbnet mig herinde og puha – hvor ville det bare være sjovere at fortælle endnu en pæn historie! Om hvor sjovt det er at være mig. Hvor pænt alting er lige nu og prale med mine idealer for min pænhed, så at alle kan se, hvor godt jeg lever og hvor meget, jeg vil med mit liv.

Men er det virkelig det, jeg vil tilbage til endnu engang. Eller tør jeg virkelig leve som en rose, der trods sin duft og smukke ydre, ikke er bange for at vise sine store torne frem. Den repræsenterer kontrasten mellem hjerte og smerte. Mellem skønheden og medaljens bagside. Eller vil jeg tilbage til det pæne liv, som stuebirken i hjørnet, der med sine grønne, ensartede blade intet ondt gør øjet. Den generer ingen, går i et med omgivelserne og er så pæn og ukompliceret. Men problemet er, at en stuebirk er så intetsigende og kedelig, at man ofte overvejer, om den overhovedet er ægte. Og det som er gældende for en stuebirk, det er, at man sjældent opdager den, før den er væk igen – og er det virkelig det, vi vil med vores liv?

Er du en stuebirken eller en rosen?

Er retroseksualitet det nye sort?

Jeg har tidligere skrevet om det faktum, at vores tidsalder er mindre klassisk i forhold til kønsroller end tidligere. Dog har jeg et par gange både før og siden indlægget mødt fænomenet “retroseksualitet”. At være retroseksuel betyder, at man i højere grad tager udgangspunkt i tidligere tiders mand-kvinde forhold. Dette gælder både i kønsroller, påklædning samt generel opførsel.

Et eksempel på, at den retroseksuelle tendens er helt oppe i tiden er 50′ernes comeback både i moden og særligt igennem serien “Mad Men”. Det er mange gange, jeg efterhånden har hørt, at “sådan er en rigtig mand” i forbindelse med serien. 50′er stilen er både fremme blandt mænd og kvinder, og strut i skørterne kaldes ofte for “ladylike” i diverse modeblade.

Men hvordan passer denne retroseksuelle tendens til den måde vi mennesker generelt, og særligt os kvinder lever på i dag?

 

Sex and the City – bølgen er over os. Vi tjener vores egne penge, os kvinder. Vi forkæler os selv som aldrig før; køber alt hvad vi har brug, får ansigtsbehandlinger og minx-negle. Dette kaldes for Bridget Jones-økonomien; singlekvinder i 20-30′erne der bruger deres penge på at forsøde tilværelsen. Og som Carrie og de andre ville sige: “Lidt single er man vel altid!?” Jeg identificerer mig på en eller anden måde med dette udsagn, selvom jeg har en mand i mit liv.

 

Retroseksualitet forbinder jeg med mænd, der åbner døren for kvinder. Der betaler på restauranten, følger hende hjem og som absolut er den, der ringer igen dagen efter. Han er en velklædt mand, der komplimenterer den smukke kvinde, og som ved, hvad han vil. Han er på nogen måder dydernes mand, står fast ved sine principper og er et typisk overhoved. Denne mand er klassisk, kvalitetsbevidst og en lille smule romantisk. Og lige umiddelbart er det ikke lige den moderne Carrie, der passer til denne type – eller er det?

Jeg starter lige hos mig selv og de kvinder, jeg kender. Jeg har før antydet, at jeg anser mig selv for at være en moderne kvinde, der har stærke bånd til mine veninder og som af og til anser dem for at være mere soulmates end min kæreste. Jeg tjener mine egne penge, og indrømmet, jeg ved også godt, hvad jeg gerne vil have de skal bruges på. Jeg elsker at købe fine ting til mig selv, og umiddelbart synes jeg at et parforhold skal være rimelig ligeligt. Kvinder skal ikke lave mere i hjemmet end mænd skal, og udgifter skal også fordeles lige. Eller skal de?

Indrømmet – jeg ville helst have at min kæreste betalte mere end jeg, til trods for, at jeg faktisk har flere penge mellem hænderne hver måned end han har og sikkert også bliver ved med det, når jeg er færdiguddannet. Flere gange har jeg løbet hovedet mod muren og forsøgt at sige til mig selv, at det er fjollet… Men alligevel drømmer jeg om, at han overrasker mig med et eller anden sindssygt; en rejse, de der øreringe eller sådan noget helt 5. Og ja, jeg bliver helt vildt glad, når jeg får blomster af ham, selvom jeg også jævnligt køber blomster til mig selv.

Når det kommer til restaurant, så kan jeg ikke rigtigt have, at det er mig der betaler. Om det så var mig, der faktisk skulle give, ville jeg til en hver tid foretrække at han betalte og så give ham pengene bagefter. Det virker bare så langt ude at sidde der og være den, der brødføder manden!

Så noget er der altså i mig, der længes mod den retroseksuelle mand. Min moderne skabelon har en brist, og jeg synes bare, at det er fedt, at en mand er en rigtig mand.

Men kan dette i realiteten lade sig gøre? At kombinere “Mad Men”-manden og Carrie?

Hvis jeg nu køber alting selv, skal min kæreste jo nærmest låne for at overgå mig? Og hvis jeg i virkeligheden vil alting selv; åbne døren, bære poserne, slå sømmet i væggen – hvor efterlader det så ham, min retroseksuelle drømmemand?

Min venindes kæreste kalder dette for selektiv feminisme; når kvinder vælger feminisme der, hvor vi får mest ud af det. I virkeligheden er jeg jo ikke spor gennemført moderne; jeg vil stadig gerne betales for, selvom jeg forkæler mig selv.

 

Vi lever i en tid, hvor kvinder på nogen måder skal være de nye mænd, men hvor stærke fortidige tendenser samtidig blomstrer lidt frem. Måske fordi vi er trætte af at leve i udefinerede kønsroller eller fordi mænd og kvinder i virkeligheden ikke bare sådan kan opløses og sammenstilles?

Skal vi til at være små søde højtuddannede hausfraus igen, der går hjemme og passer børnene og bliver forsøget, eller hvad ender det hele med? På det store plan kan det være svært at se, hvor vi bevæger os henad.

Men man kan jo starte med sig selv. Egentligt kan jeg godt lide dele af det retroseksuelle, og det første er ikke at skamme sig over det. Jeg har fundet ud af, at jeg faktisk godt kan lide at lave mad – vi behøver vel ikke alle være som Carrie, der har trøjer i hendes ovn? Måske er det faktisk okay også at have lyst til at fremelske sine retroseksuelle sider som kvinde. At tage imod et kompliment fra en mand, at lade ham holde døren og at lade ham betale, selvom man går ind for ligestilling. Jeg tror faktisk, at de fleste mænd gerne vil være retroseksuelle på deres egen måde. De fleste mænd har i hvert fald brug for at vide, at en kvinde har brug for ham. Den moderne ridder vil gerne roses, for det han gør, og det skal jeg som moderne kvinde huske. Jeg vil jo også nogen gange bare gerne komplimenteres for mit udseende og for min mad.

 

Anmeldelse af “Sko, håb og kærlighed”

City Singler kalder de sig. 4 af Danmarks mest kendte skuespillerinder er gået sammen og har skabt et show, som de siger er slags sammensmeltning af “Sex and the City” og “Ørkenens Sønner”. Kvinderne på scenen var; Vicki Berlin, Trine Gadeberg, Anne Louise Hassing og en højgravid Sofie Lassen-Kahlke.

Gennem mit arbejde var jeg inde og se forestillingen, og jeg må indrømme, at jeg havde ret store forventninger. For det første er de nogle fantastiske kvinder, der har stor erfaring med skuespil, og for det andet synes jeg personligt, at det er fantastisk, at der er kvinder der tør sige noget om, hvad det vil sige at være kvinde, samt at tage pis på sig selv og de “typer” vi alle sammen kender.

Introen på scenen var på mange måder underholdende, men havde et lidt lavt tempo, da de skulle forsøge at definere, hvad deres show indeholdt. Godt nok var det sikkert planlagt, men i mine øjne kom de desværre ikke super godt fra land.

Kvindernes første sketch var en slags terapigruppe for kvinder med forskellige problemer, shopping, nymfomani og lignende. Sjov nok helt sikkert – men jeg var alligevel ikke overbevidst. Tonen var i mine ører lidt anstrengende – skulle det være for sjov eller skulle det være skuespil? Jeg er selvfølgelig godt klar, at det hele var opdigtet – men det var svært at mærke deres oprigtighed i det, og så blev det i virkeligheden bare for plat for mig.

Showet var generelt både kompetent og andre gange ret karikeret og “for meget”. Men der var nogle virkelig fede passager, blandt en omgang strip der var så sjov, at selv jeg var ved at brække mig af grin. Derudover havde de rigtig godt fat i den der “overskuds-kultur”, hvor kvinder går på café, drikker latté,  drømmer om et lille økologisk landbrug og om at komme tæt på naturen i 11 centimeter-stilletter.

Jeg synes personligt, at de 4 kvinder er super seje. Generelt kom de fint udover scenekanten, havde energi i deres performance og generelt er den selvkritik de ser på sig selv med rigtig sjov.

Showet kan helt sikkert anbefales, og jeg var godt underholdt hele vejen igennem. Dog er showet 100 % for kvinder – der var flere mænd, der udvandrede under showet og satte sig ud i baren.

Da jeg gik derfra forsøgte jeg virkelig at finde ud, hvilket indtryk showet havde givet mig. Var det her kvinder, der virkelig havde fingrene på pulsen, eller var blot et udtryk for mangel på opmærksomhed? Var det berettet selvkritik eller blot overfladisk og karikeret? Jeg har virkelig haft svært ved at finde ud af det. På den ene side elsker elsker elsker jeg konceptet med, at kvinder laver underholdning for kvinder. Men samtidig havde jeg også en eller anden form for skuffelse. De siger, at de tager udgangspunkt i “Sex and the City” – og jo shopping, Ole Henriksen og så videre var bestemt også til stede. Men omvendt manglede jeg virkelig noget ægthed. Jeg ville ønske i mit lille kvindehjerte, at der havde været mere end blot underholdning. Der var virkelig mange mennesker til stede – langt flest kvinder. Der var en god kontakt til publikum, og i stedet for blot at underholde kunne man godt have skabt mere eftertænksomhed. God underholdning i mine øjne er, at folk går der fra med nye input til tilværelsen. Det var der måske ikke så meget af. Sko, mænd og alkohol – vi kender det godt, men hvad mere? Ikke umiddelbart noget nyt under solen – men sjov var det, og hvis man blot kom for det, så gik man sikkert ikke skuffet derfra!

Måske er jeg bare for seriøs af og til?